L 158 Lov om ændring af lov om indkøbsforeninger for mindre jordbrugere.

Af: Landbrugsminister Poul Dalsager (S)
Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 226 af 12-06-1975
Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget. Efter loven, der trådte i kraft dagen efter bekendtgørelsen, stilles der for hvert af de 4 finansår 1976-77 til 1979-80 af statskassen 7 mill. kr. årlig eller i alt 28 mill. kr. til rådighed til udlån til indkøbsforeningerne. For så vidt angår finansåret 1975-76 kan der skaffes midler ved lovens bestemmelse om frigørelse af foreningernes reservefondsmidler, således at disse kan anvendes til samme formål som statsmidlerne. Endelig medfører loven en ajourrføring af forskellige beløb i loven, der vedrører udmålingen af indkøb til foreningernes medlemmer.

Det bemærkes, at for så vidt angår de 2 sidstnævnte elementer, er loven identisk med et af landbrugsminister Niels Anker Kofoed i folketingsåret 1974-75, 1. samling, fremsat lovforslag (se 1. samling, A. II. nr. 61).

Om loven hedder det nærmere i de til det fremsatte lovforslag knyttede bemærkninger:

„Ved lov nr. 103 af 20. marts 1970 som ændret ved lov nr. 537 af 13. december 1972 bemyndigedes landbrugsministeren til af statskassens midler i finansårene 1970-71—1974-75 at anvende indtil 40 mill. kr. til udlån til indkøbsforeninger for mindre jordbrugere. Ved periodens udløb vil der være disponeret over hele lånebeløbet, og da der fortsat er stort behov for øgede midler til finansiering af maskinind- køb m. v., finder regeringen det påkrævet, at sådanne midler tilvejebringes.

For så vidt angår finansåret 1975-76 kan der skaffes midler ved, at der skabes lovhjemmel for en frigørelse af de i henhold til lovens § 6 tilvejebragte reservefonds, der hidtil har været anbragt på bankeller sparekassekonti, og som pr. 1. april 1974 androg ca. 10,8 mill. kr. Herved kan disse midler anvendes til finansiering af indkøb af driftsmidler til medlemmerne på de for foreningens virksomhed gældende vilkår, idet henlæggelse til reservefondene fremtidig alene sker ved regnskabsmæssig postering i lighed med det i aktieselskabsloven og bankloven bestemte vedrørende reservefondsdannelse. De ændrede regler for anvendelsen af reservefondsmidlerne indeholdes i lovforslagets § 1, nr. 4.

For hvert af de 4 finansår 1976-77 til 1979-80 foreslår regeringen efter forhandling med Danske Husmandsforeninger, at der af statskassen stilles 7 mill. kr. eller i alt 28 mill. kr. til rådighed til udlån til indkøbsforeningerne. Reglerne herom er indeholdt i lov forslagets § 1, nr. 1, der af praktiske grunde er affattet således, at eventuelt ikke udnyttede beløb i et finansår kan overføres til det næste finansår.

Det skønnes, at der ved den foreslåede frigørelse af reservefonds ikke vil ske nogen væsentlig forøgelse af garanternes risiko. Man har derfor ikke fundlet det påkrævet, at der skal ske omtegning af de af medlemmerne hidtil tegnede garantier. Lovforslagets § 2, stk. 2, 1. pkt., indeholder herefter en bestemmelse om, at garantierne består uændret.

Lovforslagets § 2, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3 og 4, indeholder tilsvarende regler for garantitegning og -forpligtelser, som efter lovens § 10 har været gældende for udlånsperioden 1970-71—1974-75. Lovens § 10 foreslås ophævet, jfr. forslagets § 1, nr. 6.

Endvidere anses det for påkrævet, at der som følge af de øgede priser på landbrugsmaskiner sker en forhøjelse af den gældende maksimumsgrænse for foreningernes indkøb til medlemmerne, ligesom en ajourføring af den grundværdigrænse, der er bestemmende for, om indkøb til medlemmer kan ske, er påkrævet under hensyn til den 15. almindelige vurdering. De pågældende bestemmelser indeholdes i lovens § 1, nr. 3, 5 og 2.

Forslaget har, som det fremgår af det anførte, ikke statsfinansielle virkninger for finansåret 1975-76.

Den foreslåede lov vil kunne administreres med det bestående apparat."

Ved 1. behandling fik lovforslaget en velvillig modtagelse af ordførerne fra socialdemokratiet; venstre, det radikale venstre og Danmarks kommunistiske parti. Det kan nævnes, at Houbak (V) gav udtryk for, at man ud fra finanspolitiske betragtninger måske under udvalgsarbejdet burde tage det spørgsmål op, om ikke de midler, der er stillet til rådighed for indkøbsforeningerne for mindre jordbrugere, burde overgå til en revolverende fond. Derimod var Wamberg (FP), der dog kunne medvirke til, at der skabtes lovhjemmel for frigørelse til udlån i finansåret 1974-75 af reservefondens midler, negativ over for at stille yderligere 28 mill. kr. til rådighed i perioden 1976-80, medmindre der fandtes reelle besparelser af mindst samme størrelsesorden inden for landbrugsministeriets budget. Heller ikke Burgdorf (KF) kunne love sit partis medvirken til lovforslagets gennemførelse.

Af den af udvalget afgivne betænkning fremgår, at udvalget under et samråd med landbrugsministeren har drøftet spørgsmålet om at lade indkøbsforeningerne for mindre jordbrugere finansiere ved en revolverende fond. I den i tilslutning hertil fremsendte skrivelse fra landbrugsministeren til udvalget, der er optrykt som bilag til betænkningen, fremgår det endvidere, at landbrugsministeren har haft forhandlinger med finansministeren og økonomiministeren om spørgsmålet. Det hedder videre i landbrugsministerens skrivelse:

„Overvejelserne ønsker finansministeren videreført i regeringens økonomiudvalg, og det vil endvidere være nødvendigt, såfremt man skulle beslutte at indføre den revolverende fond, at føre nye forhandlinger med indkøbsforeningernes ledelse.

Da disse forhandlinger og overvejelser ikke kan afsluttes så betids, at loven kan færdiggøres i denne samling, vil jeg anmode om, at lovforslaget vedtages, som det er forelagt, og at man giver mig mulighed for at færdiggøre forhandlingerne om problemet i sommerens løb, således at ændringer eventuelt kan forelægges i næste folketingssamling."

I betænkningen fik lovforslaget tilslutning fra S, V, RV, SF, KrF, DKP og CD, medens fremskridtspartiets medlemmer af udvalget indstillede lovforslaget til vedtagelse med et af mindretallet stillet ændringsforslag, hvorefter bestemmelsen om at stille indtil 7 mill. kr. i hvert af finansårene 1976-77 til 1979-80 til rådighed til udlån til indkøbsforeningerne udgik. Det konservative folkepartis medlem af udvalget indstillede lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Efter at det af fremskridtspartiet stillede ændringsforslag var blevet forkastet ved 2. behandling, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med 127 stemmer mod 33 (FP og KF).
Partiernes ordførere
Frede Houbak (V), Kjeld Wamberg (FP), Svend Haugaard (RV) og Johannes Burgdorf (KF)