L 136 Lov om kursusvirksomhed m. v. ved seminarier, der uddanner lærere til folkeskolen.

Af: Undervisningsminister Ritt Bjerregaard (S)
Samling: 1977-78
Status: Stadfæstet
Lov nr. 218 af 24-05-1978
Efter 1. behandling henvist til undervisningsudvalget.

Efter loven kan undervisningsministeren bestemme, at der skal gennemføres en særlig kursusvirksomhed ved seminarierne inden for disses fagkreds og på niveau med den almindelige undervisning. Kurserne skal være tilrettelagt for andre end de studerende ved seminariet.

Endvidere kan seminarierne tilbyde lærere og andre interesserede at deltage i undervisning og prøver, der indgår i den eksisterende uddannelse af lærere.

Endelig bestemmes det, at seminarierne efter anmodning fra offentlige eller private institutioner og virksomheder kan påtage sig fagligpædagogisk virksomhed, bl. a. i form af rådgivning og bistand ved gennemførelse af forsorgs- og udviklingsarbejde i skolen.

Om baggrunden for og sigtet med lovforslaget oplyses bl. a. følgende i de ledsagende bemærkninger:

»Som følge af den reduktion i optagelsen ved læreruddannelsen, der har fundet sted i de seneste år, er der skabt mulighed for, at de ressourcer, der er investeret i seminarierne, kan anvendes til løsning af andre opgaver end uddannelse af lærere til folkeskolen og HF-undervisning.

I forbindelse med meddelelsen om fastsættelsen af optagelsestallet ved læreruddannelsen for 1977 bad undervisningsministeren de enkelte seminarier om at indsende forslag til nye aktiviteter ved seminarierne, som med rimelighed ville kunne henlægges dertil, uden at seminariernes særkende som faglig-pædagogiske uddannelsesinstitutioner derved forsvinder.«

»... Bag mange af forslagene ligger en idé om seminarierne som »pædagogiske højskoler«, der giver faglig-pædagogiske uddannelser samt varetager forsøgs- og udviklingsarbejde inden for dette område ...«

»... Ved seminarierne har der siden 1975 været mulighed for, at folkeskolelærere samt lærere ved frie skoler, ved fritidsundervisningen, ved erhvervsskoler o. lign., kan søge optagelse på linjehold og hold i pædagogiske specialer, såfremt der er ledige pladser på holdene. I undervisningsåret 1977-78 deltager 837 lærere i linjefagsundervisningen og 562 i de pædagogiske specialer.

Det er undervisningsministeriets opfattelse, at der vil være god mening i at udvide denne ordning til også at omfatte andre af læreruddannelsens fag, ligesom man finder, at der bør åbnes mulighed for, at andre end de ovenfor nævnte grupper kan få adgang til undervisningen som enkeltkursusstuderende. Hjemmelen herfor søges tilvejebragt gennem lovforslagets § 2.

Derudover giver lovforslagets § 1 hjemmel for, at der ved seminarierne kan etableres særlige kurser, der er tilrettelagt for deltagere med andre forudsætninger end lærerstuderende.

Sigtet med sådanne kurser kan være efter- og videreuddannelse i forbindelse med deltagernes erhverv, eller sigtet kan være at kvalificere til et nyt erhverv gennem en kombination af kurser, eller der kan være tale om almen videreuddannelse uden specifikt erhvervssigte. Et kursus kan også tænkes at indgå som led i en specificeret kort videregående uddannelse ...«

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 95 stemmer mod 39 (FP, KrF, DR og VS), medens 11 (KF) hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Helle Degn (S), Bent Wissing (FP), Jørgen Brøndlund Nielsen (V), Ingolf Knudsen (CD), Gerda Møller (KF), Ebba Strange (SF), Tove Jørgensen (DKP), Alfred Hansen (DR), Svend Haugaard (RV), Inger Stilling Pedersen (KrF) og Mikael Lennart Waldorff (VS)