L 119 Forslag til lov om udbygning af færgeterminalen i Helsingør.

Af: Trafikminister Knud Østergaard (KF)
Samling: 1989-90
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Trafikudvalget (TRU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven har følgende ordlyd:

'§ 1. Med det formål at samle terminalbetjeningen af DSB's og Scandinavian Ferry Lines' (SFL) færgefarter mellem Helsingør og Helsingborg i et fællesanlæg i tilslutning til statshavnens søndre del bemyndiges trafikministeren til at

1) anlægge to nye færgelejer uden for Søndre Mole, at ombygge DSB's eksisterende leje 1 i Helsingør Statshavn og at nedrive DSB's eksisterende terminalbygning,

2) udbygge DSB's eksisterende opmarch-, til- og frakørselsarealer ved fornøden udflytning af den eksisterende kystindfatning langs dette område,

3) etablere alle nødvendige tilslutningsanlæg samt bygnings-, landgangs- og øvrige til terminalfunktionerne hørende anlæg på de eksisterende og indvundne arealer,

4) foretage de forlægninger og andre ændringer i det offentlige vejnet og andet, som er nødvendige på grund af terminalanlægget, og

5) foretage de miljømæssige afværgeforanstaltninger, der måtte vise sig nødvendige af hensyn til det omgivende miljø. § 2. De i § 1 nævnte arbejder kan iværksættes straks ved lovens ikrafttræden. § 3. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.'

Som bilag til tillægsbetænkningen er optrykt en redegørelse af 20. marts 1990 fra DSB om forhandlingerne vedrørende Helsingør-Helsingborg-overfarten, som udvalget har modtaget af trafikministeren.

Lovforslaget vedtaget med 92 stemmer (S, KF, SF, V, RV, CD, KRF og Hugo Holm (UP)) mod 11 (FP).
Partiernes ordførere
Poul Søgaard (S), Lars P. Gammelgaard (KF), Svend Heiselberg (V), Tommy Dinesen (SF), Ernst B. Schmidt (FP), Arne Melchior (CD), Hans Larsen-Ledet (RV) og Inger Stilling Pedersen (KrF)